Om medicin og narkotika i trafikken
Det kan være både farligt og ulovligt at færdes i trafikken efter indtagelse af visse typer medicin.
Medicin i trafikken
Regler for medicin og trafik.
- Du må ikke være så træt, syg eller påvirket, at det har indflydelse på kørslen.
- Du skal altid følge lægens anvisninger mht. bilkørsel.
Trafikfarlig medicin er ofte, men ikke altid mærket med en rød advarselstrekant. Alle typer medicin kan svække opfattelses- og reaktionsevnen og dermed påvirke evnen til at køre på fuldt betryggende måde.
Husk derfor:
- Læs altid indlægssedlen grundigt
- Spørg lægen eller apoteket hvis du er i tvivl.
- Læg mærke til, hvordan du reagerer på medicinen.
- Føler du dig sløv eller påvirket, så lad bilen stå.
Medicinens sløvende virkning forstærkes kraftigt, ved samtidig indtagelse af alkohol. Bland derfor aldrig alkohol med trafikfarlig medicin.
Narkotika i trafikken
Narkotika virker på forskellige måder. Nogle typer af narkotika virker sløvende, mens andre får én til at tage chancer. Risikoen for at blive involveret i en trafikulykke øges markant, hvis man kører i påvirket tilstand.
Risikoen for uheld
- Cannabis 3 gange så stor risiko
- Kokain/heroin 10 gange så stor risiko
- Amfetamin 30 gange så stor risiko
- Blanding og/eller i kombination med alkohol 200 gange så stor risiko
Eksempler på narkotika
Sløvende stoffer
- Cannabis (hash, marihuana, ”pot”)
- Benzodiasepiner (Stesolid , Rohypnol m.fl. )
- Heroin, morfin m.fl. (Opioider)
- Opløsningsmidler og drivgasser (snifning)
- GHB (fantasy)
Ulykkesrisiko: Da stofferne nedsætter opmærksomhed og koordinationsevne, øges risikoen for trafikulykker.
Stimulerende stoffer
- Amfetamin (”speed”)
- Kokain (”coke”, ”cola”, ”sne”)
- Ecstasy
Ulykkesrisiko: Den påvirkede overvurderer sig selv og undervurderer risikoen, hvilket betyder en øget risiko for trafikulykker.
Hallucinogener
- LSD
- Svampe, der indeholder psilocin og psilocybin
- Meskalin m.fl
Ulykkesrisiko: Virkelighedsopfattelsen forvrænges, hvilket øger risikoen
for trafikulykker